Jeg var til hovedparten af popklubaftenerne på Elverhøjskolen, og ligeså de tre store koncerter der blev afholdt i Herlev Hallen. Også den famøse, der lukkede og slukkede for H.I. Popklubs virke… 🎶
Læs artiklen i Herlev Bladet her:
https://heleherlev.dk/musikalsk-tilbageblik-da-rockn-roll-kom-til-herlev-i-1960erne/
Jeg var til bogreception og foredrag her til aften på Herlev Bibliotek i anledning af, at Claus Hagen Petersen har udgivet en bog om bands, popklubber og koncerter i Herlev fra 1964-1967.
“Folk vil komme til at elske deres undertrykkelse, og elske at dyrke de teknologier, der nedbryder deres evne til at tænke.” (Aldous Huxley)
(Hvide Sande)
Jeg blev født ind i et Danmark, der var ved at forsvinde, men endnu ikke havde fået besked om det. Efterkrigstiden sad stadig i møblerne. Den sad i de brune stuer, i sparsommeligheden, i respekten for voksne og i den mærkelige forestilling, at en autoritet måtte vide noget, alene fordi det var en autoritet. Man smed ikke mad ud. Man passede på sine ting. Man talte ordentligt til læreren. Familien havde endnu en nogenlunde fast konstruktion, og verden var fuld af voksne, som mente, at børn havde godt af at kende deres plads.
Så kom 1970'erne og begyndte at flytte rundt på møblerne. Autoriteter blev mistænkelige. Familien blev forhandlingsstof. Kvinder gik ud på arbejdsmarkedet. Skolen begyndte at diskutere med sig selv. Fjernsynet voksede, forbruget voksede, velfærdsstaten voksede, og overalt bredte den moderne verdens vidunderlige løfte sig: Nu skulle mennesket frigøres.
Som barn bemærkede jeg naturligvis intet af dette. Jeg havde vigtigere ting at tage mig til. Der skulle bygges en hule. Det er historiens særlige humor, at mens de voksne var travlt beskæftiget med at skabe det moderne Danmark, var vi børn ude et sted og slæbte et råddent bræt hen over en byggegrund. Ingen havde arrangeret det. Ingen havde sendt en pædagog. Ingen havde udarbejdet læringsmål for brættet. Vi fandt det selv. Vi fandt også hinanden. Vi lavede klubber, hvis politiske systemer ofte var mere komplicerede end Folketingets og betydeligt mere brutale. Vi spillede fodbold, indtil nogen blev uvenner. Så blev vi uvenner. Senere spillede vi videre. Vi samlede på mærkelige ting med en alvor, voksne reserverede til fast ejendom. Vi byttede tegneserier efter økonomiske principper, som ingen havde lært os, men som enhver niårig forstod øjeblikkeligt, når den anden stod med det hæfte, man manglede. Vi forhandlede. Vi løj. Vi pralede. Vi sloges. Vi blev venner igen. Og den voksne konfliktmægler, dette moderne embede i barndommens administration, var ofte ingen steder at se.
Det var glimrende. Ikke fordi vores verden var idyllisk. Børn er ikke små uskyldige engle. Enhver, der tror det, har enten glemt sin barndom eller aldrig mødt et barn. Børn kan være tyranner, diplomater, bedragere, helte, kujoner og handelsmænd inden aftensmaden. Men det var vores verden. Vi organiserede den selv. Og når der ikke skete noget, skete der noget endnu mærkeligere: Ingenting. Vi kedede os. Kedsomhed! Den blev ikke bekæmpet med planlagt aktivitet, et læringsforløb eller en voksen med gode intentioner. Når jeg kedede mig, var kedsomheden min. Og netop dér skete katastrofen. Fantasien kom. Ikke som undervisning. Ikke som kulturtilbud. Ikke på et skema mellem 14.30 og 15.15. Hun kom, fordi der var plads.
- Jacob Octavius Jarlskov
I programmet ”Er der en arkitekt til stede” som vises på DR2 i aften kl. 21:00, og som handler om betonklodsen i Herlev bymidte har hverken NREP som ejer bygningen eller Herlevs borgmester ønsket at deltage. Programmet har iøvrigt undertitlen "Herlevs høje skamstøtte". I øjeblikket er man ved at rive Bangs Torv ned, for at bygge lignende skamstøtter på den side af Herlev Hovedgade. Her er hverken byplanlæggere eller arkitekter til stede i Herlev længere. Engang var Herlev et forbillede, med mange fine og præmierede byggerier, som Herlev Huse, Højstensgård, Vestergården ll, Egeløvparken, ’Cowboybyen’, Hækmosen, Ålbrogårdkvarteret og Hedelyngen. Og Herlev Hospital ikke at forglemme. Ak ja, hvor er det begrædeligt, det som nu foregår…. 😥
