Fra barndommen i frihed

Jeg blev født ind i et Danmark, der var ved at forsvinde, men endnu ikke havde fået besked om det. Efterkrigstiden sad stadig i møblerne. Den sad i de brune stuer, i sparsommeligheden, i respekten for voksne og i den mærkelige forestilling, at en autoritet måtte vide noget, alene fordi det var en autoritet. Man smed ikke mad ud. Man passede på sine ting. Man talte ordentligt til læreren. Familien havde endnu en nogenlunde fast konstruktion, og verden var fuld af voksne, som mente, at børn havde godt af at kende deres plads. 

 Så kom 1970'erne og begyndte at flytte rundt på møblerne. Autoriteter blev mistænkelige. Familien blev forhandlingsstof. Kvinder gik ud på arbejdsmarkedet. Skolen begyndte at diskutere med sig selv. Fjernsynet voksede, forbruget voksede, velfærdsstaten voksede, og overalt bredte den moderne verdens vidunderlige løfte sig: Nu skulle mennesket frigøres. 

 Som barn bemærkede jeg naturligvis intet af dette. Jeg havde vigtigere ting at tage mig til. Der skulle bygges en hule. Det er historiens særlige humor, at mens de voksne var travlt beskæftiget med at skabe det moderne Danmark, var vi børn ude et sted og slæbte et råddent bræt hen over en byggegrund. Ingen havde arrangeret det. Ingen havde sendt en pædagog. Ingen havde udarbejdet læringsmål for brættet. Vi fandt det selv. Vi fandt også hinanden. Vi lavede klubber, hvis politiske systemer ofte var mere komplicerede end Folketingets og betydeligt mere brutale. Vi spillede fodbold, indtil nogen blev uvenner. Så blev vi uvenner. Senere spillede vi videre. Vi samlede på mærkelige ting med en alvor, voksne reserverede til fast ejendom. Vi byttede tegneserier efter økonomiske principper, som ingen havde lært os, men som enhver niårig forstod øjeblikkeligt, når den anden stod med det hæfte, man manglede. Vi forhandlede. Vi løj. Vi pralede. Vi sloges. Vi blev venner igen. Og den voksne konfliktmægler, dette moderne embede i barndommens administration, var ofte ingen steder at se. 

 Det var glimrende. Ikke fordi vores verden var idyllisk. Børn er ikke små uskyldige engle. Enhver, der tror det, har enten glemt sin barndom eller aldrig mødt et barn. Børn kan være tyranner, diplomater, bedragere, helte, kujoner og handelsmænd inden aftensmaden. Men det var vores verden. Vi organiserede den selv. Og når der ikke skete noget, skete der noget endnu mærkeligere: Ingenting. Vi kedede os. Kedsomhed! Den blev ikke bekæmpet med planlagt aktivitet, et læringsforløb eller en voksen med gode intentioner. Når jeg kedede mig, var kedsomheden min. Og netop dér skete katastrofen. Fantasien kom. Ikke som undervisning. Ikke som kulturtilbud. Ikke på et skema mellem 14.30 og 15.15. Hun kom, fordi der var plads.

 - Jacob Octavius Jarlskov

Mageløse Jacob

Menneskets afmagt

Værd at vide

Herlev skamferes i disse år

I programmet ”Er der en arkitekt til stede” som vises på DR2 i aften kl. 21:00, og som handler om betonklodsen i Herlev bymidte har hverken NREP som ejer bygningen eller Herlevs borgmester ønsket at deltage. Programmet har iøvrigt undertitlen "Herlevs høje skamstøtte". I øjeblikket er man ved at rive Bangs Torv ned, for at bygge lignende skamstøtter på den side af Herlev Hovedgade. Her er hverken byplanlæggere eller arkitekter til stede i Herlev længere. Engang var Herlev et forbillede, med mange fine og præmierede byggerier, som Herlev Huse, Højstensgård, Vestergården ll, Egeløvparken, ’Cowboybyen’, Hækmosen, Ålbrogårdkvarteret og Hedelyngen. Og Herlev Hospital ikke at forglemme. Ak ja, hvor er det begrædeligt, det som nu foregår…. 😥

Den moderne tidsalder er slut.

Af: Mads Vang Christensen 

 Det kan ikke længere siges anderledes. Vi er en generation, som på et øjeblik mistede den verden, vi blev kastet ind i. Vi forsøgte håbefuldt at følge med, med tidens trin, med det moderne, det nye teknologiske, som lovede os mere tid, mindre spild. Vi kendte ikke prisen og nåede ikke at betale den, før den moderne tid nu er ved at være omme. Vi er fanget i en overgang, hvor noget dør, hvor alting står til forfald foran øjnene af os, og hvor noget andet, råt og uformet, kæmper sig vej ud i lyset. Det gamle smuldrer. Det rådner. Det udmatter sig selv; ja, noget udmatter os som individ. 

Vi har levet på lån. Vi har ydet og givet mere, end vi har kunnet restituere os og rejse os op fra. Vi har talt med stemmer, der ikke længere er vores egne. De store fortællinger, der bar os gennem det tyvende århundrede, fremskridtet, fornuften, frigørelsen, markedet — står tilbage som tomme katedraler. Lyset falder stadig gennem ruderne, men gulvet er forladt. Vi mærker det i kroppen, før vi forstår det i hovedet: at noget ikke længere holder. Institutionerne taler, men ingen lytter. Politikerne lover, men ingen tror på det. Eksperterne forklarer, men intet bliver klarere. Vi har mistet noget, vi ikke vidste, vi havde.” “Og samtidig, under overfladen, i det skjulte, i hverdagens små brud, sker der noget andet. Et nyt menneske er ved at blive født. Endnu ufærdigt. Endnu uden ansigt. Det taler i et sprog, vi ikke helt forstår, og det stiller spørgsmål, vi ikke har lært at besvare. Små menneskebørn græder utrøsteligt, råber og yder modstand, som stod deres liv i fare. De kan ikke udtrykke, hvad de ønsker, for det findes ikke, og der findes ikke sprog for det. Måske fødes de ind i en mangeltilstand og en manglende sammenhæng. Måske fødes de mellem to verdener, hvor den ene er i opløsning, lappet sammen af frygt, kemi og teknologi, og den anden, hvis jord endnu ikke er bæredygtig. Måske mangler de at være koblet til noget ægte, noget menneskeligt, der holder dem, til de kan stå i sig selv. Og måske er frygten så stor, at intet kan holde om mere end sig selv og selv det er ved at være en gammel fortælling.”

 “Det er en farlig tid. Ja, der er noget sidste time over det, en slags plyndringstid. Vi hamstrer, som var vi drevet af en dyb hunger. Alle sælger noget, og færre køber noget. Ingen ønsker det, de har, alle ønsker det, de ikke har. Ingen ønsker at arbejde. Ingen ønsker at gå i skole. Ingen tager det nødvendige skridt, det nødvendige lederskab, for ingen kender dagen i morgen — den verden, som endnu kun er gryende. Noget er på færde. Noget bliver født. Vi står midt i sammenstødet mellem to tidsaldre og intet er afgjort.”

Refleksioner på valgdagen…

De danske værdier ligger pænt gemt væk i et skrin under sengen.
De består af nogle gamle ord, lidt højtidelighed og en overvældende mængde selvbeundring. Man tager dem frem ved festlige lejligheder, pudser dem, viser dem frem, og lægger dem tilbage igen, så de ikke bliver slidt af virkeligheden.
Men jeg foretrækker at se de danske værdier dér, hvor de ikke kan gemmes: i stemmeboksen.
For værdier er ikke det, vi siger. De er det, vi gør.
Og hvad gør vi så?

Vi vælger stadig hadet, ikke som råb, men som retten til angst. Ikke som bekendelse, men som struktur. Vi vælger ligegyldigheden forklædt som omtanke, hvor de svageste nævnes i forbifarten, mens den såkaldte gennemsnitsborger ophøjes til politisk hovedperson. Et fantasifoster - elsket af alle, fundet af ingen.

Partierne står som handlende på et marked, deres tilbudsaviser bugner. Ikke af nødvendighed, men af salgbare forestillinger. Visioner er for dyre; de kræver konsekvens. Magten er billigere. Den kræver kun timing. Visioner er blevet ensrettet, alle partier har samme vision for landet; at få statsministerposten.
Det er den egentlige valuta: position. Under valget stilles det uforskammet til skue, at politik er til for at positionere partierne, ikke til for at sætte kurs for vores land.

Se nu dette vidunder: Landbrug & Fødevarer, denne stille suveræn, der i årtier har regeret uden valg. Først da skaden er blevet uomgængelig, opdager man pludselig sin egen magtesløshed og kalder den ansvar.
Jo større magt, desto større tilladelse til at lyve. I dag lyver man bare, ingen journalist spørger ind til det alligevel.
For pressen, den står ikke udenfor. Den deltager med en næsten erotisk entusiasme, som om valget alene var til for dem. Den største sportsbegivenhed, hvor alle journalister bliver sportskommentatorer.

Vi har også fået valgtests. Disse små mekaniske præster, tilbyder dig aflad: du behøver ikke tænke, kun svare. Systemet har allerede valgt, hvad der er vigtigt for dig. Du skal blot genkende dig selv i det.
Det er demokratiets fineste trick: at gøre dovenskab til deltagelse.
Men jeg er ikke vred på demokratiet.
Man bliver ikke vred på en gammel ven, der engang bar én, men nu selv må støttes. Det har gjort sit arbejde. Det har løst sit problem.
For som jeg før har sagt; enhver styreform kommer til verden som løsningen på et problem - og forlader verden igen, som selve problemet.
Det er ikke en tragedie. Det er en vane. Og mennesket er, som allerede bemærket, ikke frit - kun opfindsomt i sine selvbedrag. 
Så på denne valgdag gør jeg det eneste anstændige:
Jeg tømmer skrinet for de gamle støvede værdier, som ingen alligevel stemmer på, når muligheden byder sig.
Og så hilser jeg dig en god valgdag.

- Jacob Octavius Jarlskov

Endelig

Foråret er kommet til vor herlevske matrikel. 

Med blomster, bier, sol og tolv grader på thermometret… 🙂